Vores "nye" campingvogn

 

2. august 2017

 

Adria Altea 432PX fra 2006

Så fik vi endelig besluttet os, hvordan fremtiden med camping skulle være. Efter mange overvejelser, hvor vi har vent fordele og ulemper, besluttede vi os for at købe en ”ny” brugt campingvogn, gerne lidt mindre end den vi solgte i foråret, en Adria Adora 472LU, uden dog at skulle helt ned i en T@b eller Adria Active størrelse, og ikke for at forklejne disse 2 vogntyper, men de er i vores verden for små.

Jeg tror vi igennem de sidste 2 måneder har set samtlige annoncer i DBA & GulogGratis, samt alt hvad der stod hos forhandlere, uden at finde det vi søgte, og til det vi ville give for den. Vi er efterhånden komme op i årene, og vil gerne have luften og muligheden til at feriere på anden måde end camping, og uden at skulle have dårlig samvittighed over at der stod en campingvogn i forhaven, til mange tusinde kroner.

Efter en hel søndags køretur, til de forhandlere der ligger på Sjælland, faldt Janne over en annonce med en Adria Altea 432 fra 2006 som stod i Herfølge. Jeg ringede til sælger, et ældre ægtepar der ville stoppe med camping, og aftalte at vi ville komme forbi og se på den.

De havde ikke benyttet den de sidste 2 år, så den havde bare stået stille med deraf tiltagende vækst af grønne alger, men indeni var den meget velholdt og lugtede ikke indelukket. Efter lidt snakken frem og tilbage, blev vi enige om prisen, jeg fik papirerne på campingvognen, overførte pengene til dem, og vi hægtede den på. Vi skulle dog lige gøre holdt på den tankstation, for at få mere luft i dækkene, inden kursen gik mod Gilleleje.

Heldigvis havde vi ferie, så i den følgende uge blev vognen vasket og rengjort, den fik nye dæk hos Hillerød Dækcenter www.hilldc.dk og 2 nye Heki Mini tagluger og efterset bremser hos Kvistgaard Caravan Service i Hillerød www.kvistgaardcaravan.dk  - inden vi torsdag d. 27. juli, kørte den til syn og ejerskifte hos Applus i Helsinge, hvor den blev godkendt uden fejl.

Så nu er vi klar igen, til at tage på oplevelser, men det bliver først når vi når slut september start oktober.

Nedenfor lidt billeder af hvordan den så ud da vi hentede den, og hvordan den ser ud i dag.